Strikket body fra klompe lompe, #Theodor Body

På min terminsdato var jeg til kontrol hos jordemoderen og da der ingen tegn var på fødsel, blev jeg enig med mig selv om, at besøge den lokale garnpusher, Strikkestedet på vejen hjemad. En lille fin garnbutik med kyndig vejledning og service fra min navnesøster, Lene.  Butikken var på dette tidspunkt (allerede 9,5 mdr. siden!) lige flyttet til nye lokaler tætter på os.

Jeg følger klompe lompe på instagram og havde derigennem set mig varmt på deres hæfte ” BABYSTRIK”. Dette kom derfor med hjem i posen sammen med garn til en “Theodor Body” og “Elida-bukse”.

Bodyen blev det første projekt på pindene. Den nåede dog ikke at blive færdig, før lillemanden bød til ankomst. Strikketøjet havde jeg dog pakket med, da vi kørte mod hospitalet i tilfælde af, at tiden skulle blive lang. Det blev den dog ikke. Først med forholdsvis hurtig fødsel og dernæst en lille fyr, man ikke kunne slippe blikket fra.

I starten var der dog mange timer, hvor lillemanden sov og hvor jeg kunne færdiggøre bodyen.
Igen var farvevalget i de grålige nuancer, for at kunne gå til begge køn. Jeg må dog sande, at bodyen ikke nåede at blive brugt særlig meget. Den er dejligt varm og blød, men vores lille fyr har selv en god temperatur og i starten lå han mest i vugger og med tæpper mm. hvorfor det næsten blev for varmt i strik. Endvidere var pasformen, sådan at ærmerne først blev for kort, hvilket også ses af billedet. Det er læringen ved at strikke noget ala en body til de helt små. Man bor eftermåle og justere i forhold til sin egen baby.

Strikket i tynd merinould fra klompe lompe.

 

 

Strikkehjælp til veninde- Strikket skjørt

I 2016 stiftede jeg (uheldigivs 😉 ) også bekendtskab med klompeLOMPE, som laver rigtig fine opskrifter og meget lækkert garn.
Bekendtskabet startede med et besøg hos en veninde, som havde indkøbt garn og opskrift til Danseskjørtet.

Danseskjørt1Planen var, at dette skulle fremstilles til hendes datter. -Eneste problem var, at hun ikke kunne strikke og ikke lige havde tiden og overskuddet til at lære det på nuværende tidspunkt. Hun efterspurgte derfor hjælp til at identificere en, der ville strikke det for hende, hvorfor jeg tilbød min hjælp:) Egentlig er jeg mest til at strikke projekter, som jeg selv har planlagt, fundet eller lignende, men dette viste sig at blive et rigtig fint bekendtskab med KlompeLOMPE.
Opskriften var ligetil (med lidt hjælp fra google translate grundet det norske) og garnet superlækkert.
Dette har også ført til, at jeg desværre efterfølgende er kommet til, at investere i garn og opskriftshæfte fra samme producent:)