Hjemmesyet pusleunderlag og taske til pusleudstyr

Endnu et projekt der blev fremstillet i vinters, som en del af redebygningen inden lillemandens ankomst.
Vi bestemte tidligt, at vi ikke skulle have en “original” pusletaske af forskellige årsager. 1) Barnevognen er købt brugt og tilhørende standard pusletaske medfulgte ikke. 2) Tasken er ikke så anvendelig efterfølgende og 3) manden fandt dem meget lidt mandige:)

Jeg havde spottet, at en veninde i stedet brugte en duffelbag til formålet, hvorfor en duffelbag i str XS var i blandt vores julegaveønkser. Denne passer ind i vores friluftsliv, manden vil gå med den, og den er anvendelig til andet efterfølgende.

North Face Base Camp Duffel Bag- X-SMALL
Det har sidenhen vist sig, at jeg skulle blive slemt glad for den. Den er godt nok lidt større end andre pusletakser, men meget anvendelig. Den kan ud over de faste pusletting indeholde diverse indkøb, bæreredskab, el. lign. Ligeledes er tasken så rummelig, at vi kan nøjes med at medbringe den ved mindre weekendture, babysvømning mv. og så udelukkende tilføje den mængde ekstra tøj, legetøj eller lignende som lillemanden har brug for, mens de faste pusleting forbliver i tasken. Et andet meget stort plus er, at jeg kan have tasken på ryggen. Noget der har vist sig yderst praktisk, når man har barnet på armen og derved ikke skal tænke over, om skulderstroppen glider ned eller sidder i vejen.
Ulempen ved tasken er som angivet dens lidt store størrelse og så, at den ikke har så mange indvendige rum og det obligatoriske pusleunderlag, som har vist sig praktisk, når man skal skifte steder, hvor der ikke lige er et underlag. Eller steder hvor man bare ønsker, lige at have sit eget underlag mellem barnet og det underlag som ellers ligger til formålet (offentlige toiletter mm).

Ideen til sættet har jeg fået fra Rock & Roll Hausfrau. Astrid har lavet et lignende underlag med udgangspunkt i opskriften fra bogen “Små Størrelser”. Jeg lånte derfor bogen på biblioteket og gik i gang med projektet, som var nemt og overkommeligt. Jeg har som Astrid valgt at bruge fleece i lagene mellem voksdug og bomuld, primært fordi jeg allerede havde det liggende på lager.
Der var stadig en rest stof tilbage, da underlaget var færdigt. Dette blev omsat til en pusleboks og et etui til vådservietter. Vejledning til vådservietter fandt jeg hos Ina og til pusleboksen hos krea krumspring. Begge vejledninger er meget nemme at gå til.

For både pusleboks og etui til vådservietter gælder det, at jeg har brugt voksdug til fór, for at gøre taskerne lidt mere stive i det.

Både pusleunderlag og pusleboks er fast indhold i pusletasken og vi kan således nøjes med disse to dele når det er skiftetid, da pusleboksen er rummelig nok til en pakke vådservietter, bleer og diverse minibøtter (sprit, zinksalve mv.)

Barselsboblen- Hjemmesyet betræk til puslepude

I forbindelse med klargøring til lillemanden (som vi dog ikke kendte kønnet på før ankomst:),havde jeg den helt klare holdning (-og har stadigvæk 🙂 ), at alle de mange babyting mv. som mange skal ud og anskaffe, ikke behøver at være splinternye.
Der findes mange brugte ting, som ikke fejler noget og som der sagtens kan være mange gode år i endnu. Det er hverken, fordi jeg ikke har midlerne (selvom det selvfølgelig altid er rart at spare), eller fordi jeg er særlig miljøfanatisk, men især da jeg fandt ud af, hvad selve hynderne/fyldet mv. koster i sig selv til fx ammepude, puslepude mv., gik der lidt sport i at købe det brugt og så friske det op med nye betræk. På den måde kunne jeg selv vælge udseendet og samtidig spare lidt på “fyldet”. En puslehynde på tilbud i en babybutik el. lign kan selvfølgelig godt konkurrere med den samlede pris for stof, hynde og (-arbejdstid). Men så er den ikke hjemmelavet, hvilket nok også var en del af redebygningsprocessen for mig:)

Man kan selvfølgelig være uheldig at “fyldet” er så slidt/usselt/ulækkert el. lign, at man ikke har lyst til at bruge det af hygiejnemæssige årsager, men det har ikke været tilfældet, for de køb jeg har gjort. Endvidere har ammepuden og de hynder, jeg har købt brugt, været til at vaske.

Jeg fandt således to brugte puslepuder i Børneloppen, til hver 50,- (en puslehynde i stof og stil koster 149,-).
Betrækket det var på hynderne i forvejen var funktionsdygtigt og kunne vaskes, men var nusset, slidt og tydelig mærket efter brug. Det gjorde dog ikke nået, da det netop var planen at jeg kun skulle have fingrene i en god “inderhynde”, som stadig var funktionsdygtig og ikke “flad” og udtjent.


For et par år siden ombyggede vi vores kælder inkl. badeværelse og min mand var ikke meget for, at der nu skulle rykke et puslebord med tilhørende udstyr ind i dette rum. Vores badeværelse er forholdsvis rummeligt og der er derfor rigeligt med plads til et puslebord, hvorfor jeg foretrak en placering af dette her, hvor der også er vand og bruser indenfor rækkevidde, i stedet for i børneværelset på førstesalen, hvor der ikke er vand tilgængeligt.
Vi har derfor investeret i et puslebord i gråt som matcher badeværelset og derfor skulle hynden også passe ind i dette “tema”. Jeg fandt heldigvis en passende tekstil-voksdug i stof2000, som jeg synes fungerer godt til formålet, både med hensyn til farve og funktionalitet, da den kan aftørres. Til selve fremstillingen anvendte jeg denne DIY, som jeg fandt det forholdsvis nemt at følge. Det kræver lige lidt at arbejde med syning i tekstilstofdug, men har man syet før, er det nogenlunde nemt at gå til. Jeg tænker, at en almindelig voksdug lige er et tand stivere og dermed sværere at arbejde med.

Det endelige resultat blev således:, hvilket jeg er meget tilfreds med. Sidenhen er der tilføjet en hæklet uro (beskrevet i tidligere indlæg)

Barselsboblen- hjemmesyet sengerand og ammepude

Et andet projekt under barslen, inden lillemandens fødsel, var fremstilling af sengerand til tremmesengen. Den har vi været så heldige, at købe brugt til 200 kr., i en rigtig fin stand, takket være min lillebrors opmærksomhed på barndom-byens lokale facebookside.

Med et tip fra min søster om, at bruge en madras fra Ikea i stedet for at købe skum, designet til formålet, begav jeg mig ud i projektet, med hjælp fra google og et mix af diverse vejledninger bl.a. fra Skabsrum, og pinterest.

Den første udfordring var som med dynebetræk og tøj at finde stof, der kunne fungere på både et drenge- og pigeværelse. Jeg faldt derfor for det grå stjernestof i stof og stil, som blev pimpet op med en tittekant i orange og en lysegrå “bagside”, som dur op imod de fleste slags sengetøj.
Efter at have afprøvet teknikken med tittekant ved fremstilling af dynebetræk (se tidligere indlæg), var det lidt nemmere denne gang. Det sværeste var at få selve madrasstykkerne ind i sengerandshylsteret, da det var færdigfremstillet. Dette skyldtes formodentlig mest, at jeg havde syet det nøjagtigt, så det passede på madrasmålene og fordi madrassen “kun” er 120 cm lang og derfor består sengeranden af flere sammensyede stykker, som man ikke kunne flå og hive i som man ønskede, uden at de gik fra hinanden. Jeg har desværre ikke fået taget nogle billeder af denne proces:)

 

Jeg havde købt rigeligt med stof, hvorfor der også blev til et nyt betræk til ammepuden, som jeg havde fundet brugt i børneloppen. En butik man ikke bliver ked af, at bo lige ved siden af, når man har eller venter barn og ikke synes, at alt beholder at være helt nyt.
I børneloppen havde jeg fundet en ammepude med nedenstående betræk, til den nette sum af 40,-, hvilket er langt fra hvad en flossflake pude koster i handlen og sågar hvad den koster i stof og stil, hvis man selv syr betrækket.
Betrækket som sad på puden var nemt at tegne af, og overføre til det grå stjernestof, som til forskel fra sengeranden, fik en grå piplingekant, da jeg forudså at ammepuden nok ville blive brugt en del i stuen, hvor orange ikke lige matcher, de mange farver vi ellers har der:)

Barselsboble – Hjemmesyet tøj og dynebetræk

Her hjemme er vi blevet en mere:) En lille dreng har beriget vores hverdag, hvilket betyder, at vi har skullet opjustere beholdningen med diverse udstyr og tøj i små størrelser.

Med det store brugt-marked og billige muligheder for indkøb, der findes indenfor børnetøj, er det formodentlig meget lidt rentabelt at lave sit eget, hvis man også tager højde for tiden, man bruger på at fremstille det. Der er dog noget helt særligt ved at fremstille sit eget. -Det bliver mere personligt, man får mulighed for at lave noget kreativt og for mig var det ligeså meget en del af redebygningsprocessen.

Manden fik lov at vælge, om vi skulle kende kønnet på forhånd, hvilket han ikke synes. Så vi tog overraskelsen. Det betød, at stof og tøj skulle kunne bruges til begge køn, hvilket faktisk var noget af en udfordring, da stof og stil kører mange af deres motiver i en drenget og piget udgave.

Stærkt inspireret af Tine havde jeg for længe siden forelsket mig i babybukserne fra Laralil, som fungerer meget fint til både drenge og piger. Tine havde rost mønsteret og vejledningen, hvilket jeg kun kan støtte op omkring. Bukserne er nemme at gå til og relativt hurtige at lave. Jeg valgte som Tine, at udlade at putter lommerne på. Udtrykket bliver stadig fint på bukserne og til de små størrelser er lommerne jo udelukkende ekstra stof, som de også skal ligge på.

En eftermiddag i efteråret blev der derfor fremstillet to par bukser, i den mindste størrelse, i en meget neutral udgave, som duede til både drenge og piger. (Vores lille Ebbe er senere blevet beriget med et par i en mere drenget udgave fra Tine:) )

Endvidere havde Laralil en DIY på babysengesæt med pipingebånd, som jeg blev inspireret af. Denne kombineret med DIY fra Mariesfabrik, som har tilføjet nuldre-stykker, blev derfor omsat til et babydynebetræk. Er selv ret glad for resultatet. Vores søn er endnu ikke blevet en nuldre baby, men med dynebetrækket er der rig mulighed for underholdning, hvis kan skulle blive det:)

 

Hjemmesyet kjole

Dette indlæg dækker over en kjole fremstillet i 2015. Det siger lidt omkring, hvor dårlig jeg har været til at følge med på bloggen mht. færdige og igangværende projekter.
Dette er imidlertid sidste indlæg i rækken af “gamle” projekter. Dernæst følger de nyere indlæg, stærkt præget af tiden i barselsboblen:)

Stoffet til denne kjole blev indkøbt tillige med erhvervelsen af bogen “Kærlighed ved første sting” og fremstilling af nederdel,  (beskrevet i dette indlæg). På baggrund af succesen med nederdelen, turde jeg godt springe frem til mønsteret på denne kjole. (Mønstre og vejledninger er i bogen opsat i en kronologisk rækkefølge, så man stille og roligt kan blive tryg ved diverse begreber og teknikker).

Som for nederdelen var mønsteret og vejledningen rigtig godt beskrevet og lige til, at gå til.
Samtidig er jeg endt med at blive meget glad for kjolens farve og motiv, som er lidt anderledes end resten af min garderobe, hvorfor kjolen hav været meget anvendt:)

Jeg må snart have bogen frem igen, når tiden er inde for flere Ego-projekter:) Faktisk er det blåmønstrede stof, som titter frem på et af billederne, klippet til et andet kjolemønster i bogen, men da jeg fandt ud af, at min størrelse skulle ændre sig i løbet af 2016, blev dette lagt på pause:)