Hæklet barnevognskæde

 

Arvingen til Krea-Musen skulle selvfølgelig også have en hjemmelavet barnevognskæde. Jeg fik især blod på tanden efter at have set, hvad de hæklede kæder, man kan købe fra kendte mærker koster. Samtidig var det et godt projekt til, at få ryddet ud i gamle rester af bomuldsgarn.

Igen skulle den ikke være for kønsbestem, da vi ikke kendte kønnet på forhånd, så derfor blev der fremstillet elefanter i flere farver og tanken var egentlig, at kæden skulle være spraglet. Opskriften på selve elefanten fandt jeg her, via Pinterest. Emlansemlans Kreativa lilla blog. En meget enkel opskrift, som er lige til at gå til.

Da lillemanden kom til verden, lå elefanterne stadig og var ikke sat på selve kæden, da kreativiteten i stedet blev brugt på nogle af de øvrige projekter. Samtidig faldt jeg over nogle perler i Søstrene Grene, som jeg synes passede godt til kæden. Disse var dog primært i de grønlige nuancer, hvorfor kæden endte med alligevel at blive lidt drenget- også med det faktum i betragtning, at vi nu kendte kønnet og alt det andet kreative var gråt og neutralt. På den måde er der også en lille hjælp til de forbigående, som hilser på lillemanden, når han er klædt i det mere neutrale og man ellers kunne være i tvivl om kønnet.

 

Bonus er, at jeg nu har elefanter på lager. Jeg tænker at disse evt. skal bruges til en uro eller måske til en bidering.