Barselsboble- hjemmesyet tøj- 2.portion

I forbindelse med indkøb af stof i Stof og Stil til den første portion af hjemmesyet babyudstyr, fandt jeg over mønsteret på body og tights, som var udstillet sammen med stoffet med hvaler. Helt sikkert et godt salgstrick fra stof og stil’s side, jeg faldt i hvert fald i fælden:)

Jeg begav mig således i gang med mønsteret som, når man lige har drejet beskrivelsen, er nogenlunde til at gå til. Jeg havde selvfølgelig også forinden prøvet kræfter med jersey-stoffet i forbindelse med fremstillingen af babybukser og var således lidt på forkant. Denne udgave af et bodymønster var ligeledes noget nemmere at gå til end den tidligere fremstillede, primært grundet et færre antal ribkanter, som skal påsyes og passes sammen med jersey-stoffet.

Diverse stofrester blev ligeledes anvendt til matchende savlesmække. Igen, stærkt påvirket af inspirationskilden Tine og med mønster fra Laralil. Jeg har prøvet at fremstille nogle både ud fra Laralils charmekludsmønster, men også den lidt nemmere udgave, hvor der “Bare” tages udgangspunkt i bagsidemønsteret til både for og bag, sådan som Tine havde gjort. Det er klart nemmest at lave dem, hvor man udelukkende benytter bagsidemønsteret, men jeg synes at charmekludseffekten klæder sønnike bedst. Begge dele bliver dog brugt flittigt herhjemme og der er sidenhen blevet kørt lidt ekstra “smække” igennem maskinen, da sønnike viste sig at være en lille gylpe-baby i sine første levemåneder.

Der blev ligeledes lavet endnu et dynebetræk med nuldrestykker. Så er der også noget at skifte med:)

Barselsboble – Hjemmesyet tøj og dynebetræk

Her hjemme er vi blevet en mere:) En lille dreng har beriget vores hverdag, hvilket betyder, at vi har skullet opjustere beholdningen med diverse udstyr og tøj i små størrelser.

Med det store brugt-marked og billige muligheder for indkøb, der findes indenfor børnetøj, er det formodentlig meget lidt rentabelt at lave sit eget, hvis man også tager højde for tiden, man bruger på at fremstille det. Der er dog noget helt særligt ved at fremstille sit eget. -Det bliver mere personligt, man får mulighed for at lave noget kreativt og for mig var det ligeså meget en del af redebygningsprocessen.

Manden fik lov at vælge, om vi skulle kende kønnet på forhånd, hvilket han ikke synes. Så vi tog overraskelsen. Det betød, at stof og tøj skulle kunne bruges til begge køn, hvilket faktisk var noget af en udfordring, da stof og stil kører mange af deres motiver i en drenget og piget udgave.

Stærkt inspireret af Tine havde jeg for længe siden forelsket mig i babybukserne fra Laralil, som fungerer meget fint til både drenge og piger. Tine havde rost mønsteret og vejledningen, hvilket jeg kun kan støtte op omkring. Bukserne er nemme at gå til og relativt hurtige at lave. Jeg valgte som Tine, at udlade at putter lommerne på. Udtrykket bliver stadig fint på bukserne og til de små størrelser er lommerne jo udelukkende ekstra stof, som de også skal ligge på.

En eftermiddag i efteråret blev der derfor fremstillet to par bukser, i den mindste størrelse, i en meget neutral udgave, som duede til både drenge og piger. (Vores lille Ebbe er senere blevet beriget med et par i en mere drenget udgave fra Tine:) )

Endvidere havde Laralil en DIY på babysengesæt med pipingebånd, som jeg blev inspireret af. Denne kombineret med DIY fra Mariesfabrik, som har tilføjet nuldre-stykker, blev derfor omsat til et babydynebetræk. Er selv ret glad for resultatet. Vores søn er endnu ikke blevet en nuldre baby, men med dynebetrækket er der rig mulighed for underholdning, hvis kan skulle blive det:)