Barselsboblen- Hjemmesyet betræk til puslepude

I forbindelse med klargøring til lillemanden (som vi dog ikke kendte kønnet på før ankomst:),havde jeg den helt klare holdning (-og har stadigvæk 🙂 ), at alle de mange babyting mv. som mange skal ud og anskaffe, ikke behøver at være splinternye.
Der findes mange brugte ting, som ikke fejler noget og som der sagtens kan være mange gode år i endnu. Det er hverken, fordi jeg ikke har midlerne (selvom det selvfølgelig altid er rart at spare), eller fordi jeg er særlig miljøfanatisk, men især da jeg fandt ud af, hvad selve hynderne/fyldet mv. koster i sig selv til fx ammepude, puslepude mv., gik der lidt sport i at købe det brugt og så friske det op med nye betræk. På den måde kunne jeg selv vælge udseendet og samtidig spare lidt på “fyldet”. En puslehynde på tilbud i en babybutik el. lign kan selvfølgelig godt konkurrere med den samlede pris for stof, hynde og (-arbejdstid). Men så er den ikke hjemmelavet, hvilket nok også var en del af redebygningsprocessen for mig:)

Man kan selvfølgelig være uheldig at “fyldet” er så slidt/usselt/ulækkert el. lign, at man ikke har lyst til at bruge det af hygiejnemæssige årsager, men det har ikke været tilfældet, for de køb jeg har gjort. Endvidere har ammepuden og de hynder, jeg har købt brugt, været til at vaske.

Jeg fandt således to brugte puslepuder i Børneloppen, til hver 50,- (en puslehynde i stof og stil koster 149,-).
Betrækket det var på hynderne i forvejen var funktionsdygtigt og kunne vaskes, men var nusset, slidt og tydelig mærket efter brug. Det gjorde dog ikke nået, da det netop var planen at jeg kun skulle have fingrene i en god “inderhynde”, som stadig var funktionsdygtig og ikke “flad” og udtjent.


For et par år siden ombyggede vi vores kælder inkl. badeværelse og min mand var ikke meget for, at der nu skulle rykke et puslebord med tilhørende udstyr ind i dette rum. Vores badeværelse er forholdsvis rummeligt og der er derfor rigeligt med plads til et puslebord, hvorfor jeg foretrak en placering af dette her, hvor der også er vand og bruser indenfor rækkevidde, i stedet for i børneværelset på førstesalen, hvor der ikke er vand tilgængeligt.
Vi har derfor investeret i et puslebord i gråt som matcher badeværelset og derfor skulle hynden også passe ind i dette “tema”. Jeg fandt heldigvis en passende tekstil-voksdug i stof2000, som jeg synes fungerer godt til formålet, både med hensyn til farve og funktionalitet, da den kan aftørres. Til selve fremstillingen anvendte jeg denne DIY, som jeg fandt det forholdsvis nemt at følge. Det kræver lige lidt at arbejde med syning i tekstilstofdug, men har man syet før, er det nogenlunde nemt at gå til. Jeg tænker, at en almindelig voksdug lige er et tand stivere og dermed sværere at arbejde med.

Det endelige resultat blev således:, hvilket jeg er meget tilfreds med. Sidenhen er der tilføjet en hæklet uro (beskrevet i tidligere indlæg)

Barselsboblen- hjemmesyet sengerand og ammepude

Et andet projekt under barslen, inden lillemandens fødsel, var fremstilling af sengerand til tremmesengen. Den har vi været så heldige, at købe brugt til 200 kr., i en rigtig fin stand, takket være min lillebrors opmærksomhed på barndom-byens lokale facebookside.

Med et tip fra min søster om, at bruge en madras fra Ikea i stedet for at købe skum, designet til formålet, begav jeg mig ud i projektet, med hjælp fra google og et mix af diverse vejledninger bl.a. fra Skabsrum, og pinterest.

Den første udfordring var som med dynebetræk og tøj at finde stof, der kunne fungere på både et drenge- og pigeværelse. Jeg faldt derfor for det grå stjernestof i stof og stil, som blev pimpet op med en tittekant i orange og en lysegrå “bagside”, som dur op imod de fleste slags sengetøj.
Efter at have afprøvet teknikken med tittekant ved fremstilling af dynebetræk (se tidligere indlæg), var det lidt nemmere denne gang. Det sværeste var at få selve madrasstykkerne ind i sengerandshylsteret, da det var færdigfremstillet. Dette skyldtes formodentlig mest, at jeg havde syet det nøjagtigt, så det passede på madrasmålene og fordi madrassen “kun” er 120 cm lang og derfor består sengeranden af flere sammensyede stykker, som man ikke kunne flå og hive i som man ønskede, uden at de gik fra hinanden. Jeg har desværre ikke fået taget nogle billeder af denne proces:)

 

Jeg havde købt rigeligt med stof, hvorfor der også blev til et nyt betræk til ammepuden, som jeg havde fundet brugt i børneloppen. En butik man ikke bliver ked af, at bo lige ved siden af, når man har eller venter barn og ikke synes, at alt beholder at være helt nyt.
I børneloppen havde jeg fundet en ammepude med nedenstående betræk, til den nette sum af 40,-, hvilket er langt fra hvad en flossflake pude koster i handlen og sågar hvad den koster i stof og stil, hvis man selv syr betrækket.
Betrækket som sad på puden var nemt at tegne af, og overføre til det grå stjernestof, som til forskel fra sengeranden, fik en grå piplingekant, da jeg forudså at ammepuden nok ville blive brugt en del i stuen, hvor orange ikke lige matcher, de mange farver vi ellers har der:)

Strikket babybuks, #Stjernebukse

Et andet strikkeprojekt i vinters var disse Stjernebukser, fra Strikkezilla: En opskrift som jeg længe havde savlet over, efter at have set et billede af bukserne på instagram. Jeg er helt pjattet med mønsteret, som også optræder i en lignende version på skiundertøj fra Kari traa.  Især billedet herunder kunne jeg slet ikke stå for:) Jeg havde noget gråt merinogarn på lager, så overvejelserne om at investere i opskriften varede ikke længe, da jeg jo “kun” behøvede at investere i noget hvidt garn til mønsteret.

opskrift fra http://www.strikkezilla.no

Således kom jeg i gang med bukserne med det fine stjernemønster. Jeg havde lidt startvanskeligheder, for at forstå udtagningerne omkring bagdelen, men med support fra designeren, kom jeg godt videre.

Bukserne er rigtige lækre vinterbukser og de har passet perfekt til lillemanden her i det kolde forår, da jeg strikkede en str. 3 mdr. Jeg må helt sikkert have et par mere på pindene, som han kan bruge til efteråret/vinteren, hvor han forhåbentlig også skal i gang med at kravle og man derfor får mere ud af mønsteret på bagdelen:)

Mønsteret går desværre ikke op i voksenstr:(.

Det er nok også for omfattende at lave et par til mig selv, men det ville være virkelige gode vinter-sofa bukser. Måske jeg bare skal investere i et par skibukser med det lignende mønster fra Kari traa?

Barselsboblen, Hæklet kugleuro

I efterårsferien, sidste efterår, var vi på dykkerferie, hvor jeg grundet graviditet ikke kunne deltage i selve dykningen. Derfor var det en oplagt mulighed, at jeg startede denne uro op, efter opskrift af Louise fra Garngrammatik.
Kugleopskriften er meget enkel og lige til, så det var forholdsvis nemt, blot at have et nøgle garn med ud til dykkerstedet og så lave alle kuglestørrelserne der skulle til i den farve, imens de andre dykkede.

Første udfordring blev at vælge farverne, som jo gerne skulle være kønsneutrale, da vi ikke kendte kønnet. Samtidig ville jeg gerne, at den ikke blev alt for spraglet -og hvis muligt ville jeg primært bruge garn fra lageret.

Det blev derfor til dette farvevalg.

I lang tid lå kuglerne i denne pose, som et ufuldstændigt projekt. Dette betød også, at jeg først langt senere fik bestilt musikbokse fra det foreslåede link. Da disse blev sendt fra Kina med 6 ugers levering, trak monteringen af selve uroen derfor noget ud. En stund troede jeg også, at forsendelsen var gået tabt, indtil den dukkede op sidst i Januar, endnu inden lillemanden havde meldt sin ankomst. Efter lillemandens ankomst har uroen også ligget i noget tid, da manden ikke var meget for, at skulle lave et hul i loftet til uroen. Derfor har han nu fabrikeret sit eget aggregat til ophæng af uro. Det passede egentlig også godt med, at lillemanden blev et par måneder, før han fandt farverne interessante og kunne fokusere på alle elementerne over puslebordet. Nu er den dog faldet lige i hans smag og sikrer underholdning under puslingen og mens mor bader. 🙂

Barselsboble – Hjemmesyet tøj og dynebetræk

Her hjemme er vi blevet en mere:) En lille dreng har beriget vores hverdag, hvilket betyder, at vi har skullet opjustere beholdningen med diverse udstyr og tøj i små størrelser.

Med det store brugt-marked og billige muligheder for indkøb, der findes indenfor børnetøj, er det formodentlig meget lidt rentabelt at lave sit eget, hvis man også tager højde for tiden, man bruger på at fremstille det. Der er dog noget helt særligt ved at fremstille sit eget. -Det bliver mere personligt, man får mulighed for at lave noget kreativt og for mig var det ligeså meget en del af redebygningsprocessen.

Manden fik lov at vælge, om vi skulle kende kønnet på forhånd, hvilket han ikke synes. Så vi tog overraskelsen. Det betød, at stof og tøj skulle kunne bruges til begge køn, hvilket faktisk var noget af en udfordring, da stof og stil kører mange af deres motiver i en drenget og piget udgave.

Stærkt inspireret af Tine havde jeg for længe siden forelsket mig i babybukserne fra Laralil, som fungerer meget fint til både drenge og piger. Tine havde rost mønsteret og vejledningen, hvilket jeg kun kan støtte op omkring. Bukserne er nemme at gå til og relativt hurtige at lave. Jeg valgte som Tine, at udlade at putter lommerne på. Udtrykket bliver stadig fint på bukserne og til de små størrelser er lommerne jo udelukkende ekstra stof, som de også skal ligge på.

En eftermiddag i efteråret blev der derfor fremstillet to par bukser, i den mindste størrelse, i en meget neutral udgave, som duede til både drenge og piger. (Vores lille Ebbe er senere blevet beriget med et par i en mere drenget udgave fra Tine:) )

Endvidere havde Laralil en DIY på babysengesæt med pipingebånd, som jeg blev inspireret af. Denne kombineret med DIY fra Mariesfabrik, som har tilføjet nuldre-stykker, blev derfor omsat til et babydynebetræk. Er selv ret glad for resultatet. Vores søn er endnu ikke blevet en nuldre baby, men med dynebetrækket er der rig mulighed for underholdning, hvis kan skulle blive det:)

 

Strikkehjælp til veninde- Strikket skjørt

I 2016 stiftede jeg (uheldigivs 😉 ) også bekendtskab med klompeLOMPE, som laver rigtig fine opskrifter og meget lækkert garn.
Bekendtskabet startede med et besøg hos en veninde, som havde indkøbt garn og opskrift til Danseskjørtet.

Danseskjørt1Planen var, at dette skulle fremstilles til hendes datter. -Eneste problem var, at hun ikke kunne strikke og ikke lige havde tiden og overskuddet til at lære det på nuværende tidspunkt. Hun efterspurgte derfor hjælp til at identificere en, der ville strikke det for hende, hvorfor jeg tilbød min hjælp:) Egentlig er jeg mest til at strikke projekter, som jeg selv har planlagt, fundet eller lignende, men dette viste sig at blive et rigtig fint bekendtskab med KlompeLOMPE.
Opskriften var ligetil (med lidt hjælp fra google translate grundet det norske) og garnet superlækkert.
Dette har også ført til, at jeg desværre efterfølgende er kommet til, at investere i garn og opskriftshæfte fra samme producent:)

De hæklede giraffer, Putte & Preben

Efter at have hæklet de vinterbadende flodheste, Vivi og Vincent skulle der ikke mange overvejelser til, for at kaste hæklekittet til de søvnige giraffer, Putte og Preben i kurven, da de dukkede op på Fox og Janes stand på håndarbejdsmessen, 2016.

Opskriften på girafferne er udarbejdet af Asli, som har bloggen Frøkenenogbaronen. Samlet for Asli’s opskrifter gælder det, at de er meget nemme at gå til og billedserier sikrer, at man er på rette vej undervejs.

Begge giraffer er monteret med spilledåse i maven, så de kan trækkes op og forhåbentlig udgøre det for en god falde-i-søvn bamse. Da begge bamserne har spilledåse i maven, kommer de nok ikke til at bo sammen for evigt, men indtil den/de rette ejere dukker op, for de lov til at underholde hinanden her på matriklen.

 

Kort til bryllup- Mini Hamaperler

 

Så har der været gang i hama-perlerne igen. Denne gang i miniudgaven.

Selve motivet er fundet på pinterest og har været lagret min inspirationsbunke der længe, så det var jo egentlig bare at samle tålmodigheden og kreativiteten sammen og komme i gang, da der skulle laves kort til min søsters bryllup, som blev afholdt i Oktober 2016.

Når tiden og overskuddet er til det, kan jeg godt lide tanken om hjemmegjorte kort, selvom det måske ikke står mål med den værdi, det giver hos modtageren. Det er dog underordnet for mig. Det er tanken der tæller- og så er det jo en god grund til at finde den kreative side frem:)

 

 

De hæklede flodheste, Vivi og vincent og hæklet Kay bojesen abe

Længe har jeg fulgt Asli’s blog Frøkenenogbaronen, hvor også opskriften til den hæklede butterfly stammer fra. Asli laver opskrifter til de fineste dyr og den største udfordring i den forbindelse, er at holde sig fra, at købe og fremstille dem alle:)

Det lykkedes umiddelbart meget godt for mig, indtil jeg en dag stod i garnbutikken, Fox og Jane for at finde knapper til denne kjole. Fox og Jane forhandler nemlig Asli’s opskrifter og mange af de hæklede dyr er derfor udstillet i butikken. Derfor endte et hæklekit på disse to flodheste (Vivi og Vincent) i min indkøbskurv.

Pt er flodhestene udstyret med øjne, som er limet på hovedet. Planen er dog, at disse skal udskiftes med hæklede øjne, da de nuværende formodentlig ikke er særlige børnevenlige og i tillæg hertil, er det lykkedes mig at smøre limen ud, så der er gullige plamager om de nuværende øjne. (Øjnene blev påsat en sen aftentime, hvor lyset formodentlig ikke har været for godt:))

Flodhestene har fået selvskab af den hæklede Kaj Boyesen abe, som blev til et lille projekt efter er opskriften blev frigivet her. Opskriften er forholdsvis nem at gå til og for mig lå den udfordrende del i at samle aben og få den rigtige form og samling på arme og ben. Er dog fint tilfreds med resultatet.

 

 

Strikket blondekjolebody

Dette er også et af projekterne til barselsgavebunken, udarbejdet i 2016. Opskriften stammer fra KnittingforOlive, som laver rigtig mange søde opskrifter. Lige fra første færd forelskede jeg mig i opskriften og da den så pludselig dukkede op i bladet Maries ideer, kom projektet endelig i gang.

Kjolen er strikket i det ultra-bløde mælkegarn fra Viking-garn og jeg forestiller mig, at det må være praktisk for både forældre og barn, at der i kjolen er et indbygget bodystykke, som sikrer at kjolen holdes på plads, hvis der bliver kravlet eller møffet omkring.